Straks jeg så hende på Facebook var jeg solgt til stanglakrids.

Billeder begyndte at poppe op i min fantasi. Grønklædte elverpiger med spidse ører. Brune og gyldne skovbundsfarver. Kaniner med lange ører. Knudrede træstammer med grønt mos og ikke mindst……en skovtrold med orange hår.

Jeg kom i tanke om, at jeg for et par år siden havde fået skønne billeder med hjem fra en Troldeskov. Stedet ville være ideelt til de billeder jeg så for mig. Ideen var født, nu var det bare at sætte i gang.

Jeg fik kontakt til skovtroldens ejermand og grønt lys til at låne hende og hendes bedstemor en lørdag formiddag.

Kl. 08:30 indfandt jeg mig på adressen. Jeg havde trods alt kun set hende på billeder og var ret spændt på kemien. Straks jeg trådte indenfor døren, stormede hun mig i møde; jeg skulle se hendes bamse. Jeg fik mig plantet på køkkengulvet og efter at have sunget Peter Edderkop og læst et par linjer i Rasmus Klump var kontakten etableret. Vi lod forældrene bag os, og begav os af sted til Troldeskoven med et mindre bjerg af rekvisitter, så vi havde noget at vælge mellem til at sætte lidt kulør på dagens shoot.

Mens vi ventede på mere lys i skoven, var det oplagt at gå til stranden og få et par forblæste billeder med derfra. Et par surfere satte livet på spil i de 2 ½ meter høje bølger. Havskum stod os om ørerne og bedst som vi troede os tørskoet og i sikkerhed, sneg bølgerne sig alligevel ind på os og nappede os i gummistøvlehaserne. Jo, Vesterhavet er en dramatisk medspiller, så vi satte kursen mod et par mere uskadelige vandpytter bag klitten.

Vi holdt en tiltrængt pause med coca-cola og lidt mundgodt og nød en stille stund i læ på bilens bagklap. En mindre omklædning, herunder nødvendigt bleskift blev klaret i en ruf på bordet ved p-pladsen, hvor der var sol og læ. Der var optræk til et ”nej – vil ikke” men det blev straks manet til jorden med bestikkelse (en pose popcorn). Ikke på noget tidspunkt blev der brug for sutten, som lå i lommen for en sikkerheds skyld. Nu kaldte Troldeskoven.

Sollyset gennem bladhanget var perfekt. Mindre perfekt var den våde skovbund og de fugtige mospuder på træernes grene, men den lille skovtrold lod sig ikke sådan kyse. Hun moslede rundt mellem grenene mens jeg fik de sidste billeder på plads. Trætheden begyndte at melde sig. Vi indså det var på tide at vende næsen hjemad til tørt tøj og en tiltrængt middagslur.

Artiklens fotos er taget af Livs bedstemor – Minna Mortensen.